3. Onsdag i December - del 3 af en nisses årsberetning
Foråret var godt på vej, temperaturen steg for hver dag og både dyr og mennesker begyndte at være længere ude. Miguel havde igen været på ferie hos nogle andre gededamer og da han kom hjem, havde han nogle nye venner med: tre får med lange ben, lange haler og langt hår: Frederik, Felucca og Raketta.
Fru Farmer havde vist byttet dem med nogle af de hvide gedekid og 4 små grisepjok.
Det var en fin byttehandel. Får er generelt ret hyggelige og disse passede godt til farmen. De elskede at blive nusset på deres sorte muler og lignede vidst nogle fra børnetv.
Hr Farmer sang:
”Jeg en gård mig bygge vil” og da han kom til:
”Heste, grise, køer og får hører til min bondegård”, blev de enige i, at det var ok at have geder i stedet for køer og at nu var det en ”rigtig gård”.
Da det blev påske og vi blev invaderet af glade gæster, kom kyllingerne ud af æggene og både de og alle dyrene fik en hel masse opmærksomhed.
Alle på farmen er ret glade for de dage, hvor der er gæster: det betyder ekstra godbidder, mælkebøtteblade og kløen på muler og maver. Vi nisser elsker det også, for alle dyr er så trætte bagefter, at ingen finder på at stikke af.
Men ænderne, der jo er flyttet ud af deres andegård og ind ved søen, blev grebet af rugekuller og Anne og Astrid forsvandt pludselig og dukkede kun op et par gange om dagen for at tage bad. Far var i fuld gang med at træne Alice, der afslørede at Anne lå på æg i et af kaninernes huse- i sikkerhed bag hegn og stødtråd , og Astrid havde lagt sig i et hjørne i gedestalden. Gederne var ligeglade og Astrid var i sikkerhed.
Smart.
Og far sørgede for, at ”hans” flyve-and ikke glemte alt om det forestående mesterskab for at blive mor. For han havde store forventninger til Alice?? Hendes fjer var sølvgrå og hun havde en vinders krop, sagde han. Derudover havde mor fortalt ham, at de passede så godt sammen ..hendes fjer og hans skæg og hår havde samme smukke farve. Selvom mine forældre har været sammen i flere hundrede år, fik det ham alligevel til at rødme.
Mor var ved at sy en fin konkurrencedragt til far i noget smukt stof, som hendes forældre havde sendt ( har du læst bogen, husker du nok at min mormor og morfar bor meget langt væk).
Far skulle have fine sorte bukser og en smuk grå skjorte i sådan noget blankt stof. Min søster, der jo er museumsnisse i Sagnlandet i Lejre, er ved at væve stof til en hel ny grå hue og hun har fået en nisseskomager til at sy nogle nye støvler. Det er med andeflyvning i nisse verden, som med dressur og springridning i menneskeverden: det kan godt være, at det er dyrenes præstationer, man ser på, men tøjet tæller.
Far, der i starten af december, opdagede at gårdnissen fra Kragerup gods, havde tilmeldt sig det næste DM i andeflyvning, ”druknede sig” i planlægning af sit og sin flyveand, Alice´s præsentation. ”Hr. Godsnisse Højtpåstrå må stå tidligere op, hvis han har tænkt sig at slå mig” var de sidste ord, far ytrede, før han kastede sig over planlægningen.
Har Du læst min bog, husker du måske, at en godsnisse prøvede at charmere mor til at vælge ham og forstår måske, hvorfor far reagerer sådan. ”Hold nu op, Tjalfe, ”driller mor ham altid, når han kommenterer Godsnissen,” du fik jo prinsessen”. ”Han har ”kun ” godset og en meget pæn, men alt for skrap og snobbet Fru Godsnisse.” Jeg har selvfølgelig mødt både Hr. og Fru Godsnisse og hver gang tænker jeg, at min far har Chilli (som jo er min mors navn) og godsnissen måtte nøjes med en meget intetsigende peber.
Det var nu heller ikke fordi jeg manglede ting at kaste mig over i den halvtriste tid efter gedekiddenes død.
Siden jeg blev it-nisse under Nisserådet med ansvar for Landbrug og it, har jeg haft travlt med at hjælpe gårdnisser over hele landet med at lære dem at bruge internettet i deres arbejde. Der er lang vej endnu, men jeg elsker mit arbejde.
Jeg rejser meget rundt i hele landet. Det er vildt spændende, men jeg er blevet mindet om, hvor godt vi har det derhjemme. Mange nisser har det svært i disse dage, hvor kun få af jer mennesker tror på os og tror at I kan klare alt med teknologi.
Sådan er det jo heldigvis ikke her på Den lille bitte Farm.
Desuden havde far de sidste årtier ikke fået andet nyt tøj end nogle striktrøjer, så hans garderobe trængte til et løft.
Mesterskabet var først i oktober, men mor har sjældent tid til at sy om sommeren og meget tydede på at det ville blive en travlt forsommer: katten Duchesse, begge grise og så ænderne, ville blive højst sandsynligt blive mødre inden for samme uger. Og der var efterhånden rigtig mange kyllinger og høns at holde styr på.
Faktisk så mange at Hr Farmer erklærede, at han nu havde høns nok.
Mor begyndte at blive bekymret for, om Farmerfamilien kunne klare alle dyrene. Da jeg en dag sad og fortalte om de bitte små overvågnings- kameraer jeg netop havde sat op hos nogle gårdnisser, overtalte hun mig til at skaffe nogle hjem til os.
På den måde kunne hun sidde og holde øje med næsten alle grise og fjerkræ, mens hun var fødselshjælper for Duchesse. Katten var begyndt at blive nervøs over den forestående fødsel: det var første gang, hun skulle have killinger, men hun havde set nok gede- og grisefødsler til at vide, at det kom til at gøre ondt.
Og så kunne far og Alice nå at øve deres kunstflyvning til trods for travlheden.
Som sagt så gjort:
Kameraerne blev sat op og koblet til en lille skærm, som mor kunne have på sig.
Hr Farmer ville kunne se, at der var koblet et nyt netværk til på farmen, så det var heldigt at han godt ved, at jeg findes og er it nisse. Jeg sendte en besked til ham, så han ikke skulle blive bange for at være blevet hacket eller andet slemt.
Og det var lige i sidste øjeblik:
Samme dag som kameraerne kom op, begyndte katten at lede efter en passende fødekasse. Heldigvis var Fru Farmer i nærheden og fandt en stor papkasse, som hun forede med uld og rene håndklæder og satte ind ved siden af den gamle katteseng.
En time efter lå katten i sin nye seng med 6 yndige og sprællevende killinger.
Og inden for nogle få dage fødte Gurli sit andet kuld: 7 kære Grisepjok.
Ænderne fulgte trop og bidrog med 14 ællinger til sammen.
Selv Hr og Fru Farmer, der normalt ikke synes, at de har synderlig mange dyr konstaterede, at dyrebestanden havde vokset sig stor ..og begyndte at tælle hoveder. Det gik op for dem, at de havde nået 100 dyr.
Det havde ikke lige været planen og de kunne enten gå en lille smule i panik..eller vælge at fejre dyrekaosset.
Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at berolige dyrene og holde dem inden i deres folde.
Det lykkedes ikke helt, men godt nok til at Hr og Fru Farmer besluttede at fejre deres dyr med en 100 dyrs-fejringsweekend.
Det var en hyggelig weekend og besøgende betyder, som nævnt, ro i lejren ..bagefter.
Der blev talt dyr, beundret dyreunger og spist bagværk. Killingerne, der for længst havde vænnet sig til stjernestatus, nød at blive siddet med, båret rundt og kælet med.
Da alle gæster var gået og farmerfamilien var kørt en tur, sad vi på taget og spiste kager og så Far lave kunstner med Alice. Han havde for første gang sit nye tøj og de nye støvler på og også anden var iført sit nye udstyr.
” Han ser mindst 100 år yngre ud”, hviskede mor til mig, mens hun stirrede henført på sin mand.
Vi var begge meget imponerede. Min far er virkelig en sand mester i andeflyvning.
Og et kig på overvågningen viste fred, ro og ordentlig opførsel hos alle dyrene.
Men 100 dyr er meget, så det blev selvfølgelig ikke ved….og DM i andeflyvning var lige om hjørnet.