1. Onsdag i December - del 1 af en nisses årsberetning
Nu er det endelig blevet december.
For mange mennesker er det en ganske særlig tid og for os nisser er det selvfølgelig årets vigtigste dage.
Det er den dag, vi skifter fra grønne huer til røde huer og med fuld overlæg lader børn og barnlige sjæle se glimt af os og spreder en duft af gran og vanille-kranse, hvor end vi går.
For os gårdnisser er det også en meget travl tid: temperaturen falder, der er ikke meget grønt at spise for dyrene og meget få lyse timer i døgnet.
”Vore” mennesker er oftere indendørs end udendørs og det er derfor endnu vigtigere at vi nisser holder øje med alle dyrene.
Sidste år var ikke mindre end 3 geder gravide i december og kunne føde når som helst.
Min mor opholdt sig mange timer i gede-stalden med sit strikketøj…for at berolige gededamerne og fortælle historier fra verden uden for gården. Jeg er sikker på, at mor er ligeså glad for sine stunder alene med gederne, som omvendt. Og så fik hun bedre tid til at strikke julegaver. Det gjorde bestemt ikke noget at gedebukken Miguel var på ferie hos nogle andre gededamer på dette tidspunkt. Gederne kunne få fred til at tøsesnakke med mor, uden hans konstante tilnærmelser, og mor slap for at både strikketøj og hun selv kom til at lugte af Miguels kraftige gede-parfume.
Gederne var så venlige at lade os fejre julen i ro og mag:
Den 27. december fik Belatrix to kridhvide kid og fire dage efter fik hendes mor, Bambi, hele tre kid.
Men Belatrix var ung mor: hun kunne ikke helt overskue at holde begge kid varme og mætte. Når hun gik udenfor (i vinterkulden), måtte hendes mor sørge for at de fik varmen. Bambi lagde sig i en bunke halm med både sine egne kid og børnebørnene og min mor hjalp med at holde dem der.
Men 5 kid er lige i overkanten selv for en garvet gedemor som Bambi. Efter et par uger , hvor hun ofte måtte passe alle 5, havde hun kun to små hvide kid tilbage og Belatrix kun et. Det tager lidt tid for mor at komme sig, når hun har mistet nogle dyre-unger. Både hun og Fru Farmer hang med næbbet i nogle dage. Gederne havde heldigvis nok at se til med de levende kid til at sørge over de døde.
Far, der i starten af december, opdagede at gårdnissen fra Kragerup gods, havde tilmeldt sig det næste DM i andeflyvning, ”druknede sig” i planlægning af sit og sin flyveand, Alice´s præsentation. ”Hr. Godsnisse Højtpåstrå må stå tidligere op, hvis han har tænkt sig at slå mig” var de sidste ord, far ytrede, før han kastede sig over planlægningen.
Har Du læst min bog, husker du måske, at en godsnisse prøvede at charmere mor til at vælge ham og forstår måske, hvorfor far reagerer sådan. ”Hold nu op, Tjalfe, ”driller mor ham altid, når han kommenterer Godsnissen,” du fik jo prinsessen”. ”Han har ”kun ” godset og en meget pæn, men alt for skrap og snobbet Fru Godsnisse.” Jeg har selvfølgelig mødt både Hr. og Fru Godsnisse og hver gang tænker jeg, at min far har Chilli (som jo er min mors navn) og godsnissen måtte nøjes med en meget intetsigende peber.
Det var nu heller ikke fordi jeg manglede ting at kaste mig over i den halvtriste tid efter gedekiddenes død.
Siden jeg blev it-nisse under Nisserådet med ansvar for Landbrug og it, har jeg haft travlt med at hjælpe gårdnisser over hele landet med at lære dem at bruge internettet i deres arbejde. Der er lang vej endnu, men jeg elsker mit arbejde.
Jeg rejser meget rundt i hele landet. Det er vildt spændende, men jeg er blevet mindet om, hvor godt vi har det derhjemme. Mange nisser har det svært i disse dage, hvor kun få af jer mennesker tror på os og tror at I kan klare alt med teknologi.
Sådan er det jo heldigvis ikke her på Den lille bitte Farm.
Det varede heldigvis ikke så længe, før både mor og Fru Farmer fik andet at tænke på. De overlevende gedekid fik smilene frem og ca en måned efter sidste gedefødsel, fik både mor og Fru Farmer travlt i et andet hjørne af haven, da Olivia gris overraskede med 6 små grislinger.
Farmerfamilien bragte de tre minigrise, Palle, Olivia og Gurli, til gården sidste år i september. De var stadig helt unge og Fru Farmer fik at vide, at de først var kønsmodne når de var et år.
Mor, der selvfølgelig talte med grisene dagligt, vidste godt, at de blev kønsmodne i 5-6 måneders alderen, som almindelige, store grise og det vidste grisene også.
Fru Farmer, der var bange for om de små grisebasser skulle fryse, havde foret deres to huse med uld og halm. Til stor glæde for både små og bitte små grise.
Da Farmerfamilien så de små grise, glemte de hurtigt de mistede gedekid.
Og det samme gjorde mor.
Så ved I det, dyrebørn kurerer tristhed.
Tænk lidt over det indtil næste onsdags- julekalenderafsnit , hvor Hr Farmer når at være både opgivende, virkelig sur og rigtig glad inden de får besøg af en masse mennesker.